Jeg sidder i toget og arbejder. Det er en god fornemmelse at bevæge sig af sted gennem landskabet, mens fingrene bevæger sig hen over tastaturet. Toget er også et godt sted at lade tankerne bevæge sig.
Jeg tænker på, da jeg cyklede til stationen. På de mennesker, jeg mødte på min vej, som med bøjede hoveder kiggede på deres mobiler. Øjnene fæstnet til skærmen, fingeren på den digitale puls. Her i toget er øjnene også rettet mod skærmene – hvad enten det er mobilen, tabletten eller den bærbare computer.
Jeg er ikke maskinstormer, men gammel nok til at huske en tid, før enhver ledig stund blev en anledning til at sænke blikket. Til at optimere tiden. Dengang ventetid var tid, der blev brugt på at vente. Eller til at hæve blikket og kigge sig omkring. På de andre, der ventede på perronen, på dem, der kom og gik, eller måske bare på skinnerne, bygningen overfor eller et træ.
Misforstå mig ikke. Jeg sætter stor pris på at kunne få klaret nogle mails på farten. Eller på lige at blive opdateret på nyheder, sportsresultater eller familie og venners liv. Alligevel tror jeg, at en hjerneforsker ville sige, at vores hjerner ikke er bygget til hele tiden at være på. At de har godt af en pause en gang i mellem.
Toget flyver gennem landskabet. Og tankerne flyver længere tilbage. Til min barndoms togture på tværs af landet, når familien skulle besøges. Dengang var der kupeer med seks pladser. Seks mennesker satte sig ind i et lille rum for at tilbringe nogle timer sammen, mens toget førte dem frem til deres destination.
Jeg trak døren til side og gik ind i kupeen sammen med min mor og min far. Vi satte os på tre af pladserne. Måske ved vinduet, der havde et rigtigt stofgardin og et lille bord, hvor der kunne stå en kakaobrik. Og så kom der andre ind i kupeen, som vi ikke kendte. Måske en anden familie. Eller en gammel dame, som spurgte, hvad jeg hed. Så startede en samtale og et lille bekendtskab, som sluttede, når toget nåede frem. Men for en kort tid lærte jeg et andet menneske at kende. Lidt.
Tag ikke fejl. Jeg synes, teknologiske fremskridt er fremskridt. Tænk bare på de muligheder, vi har i dag for at holde kontakten med kolleger og venner over hele verden. Et klik væk. En hurtig besked, en mail eller et Skype-opkald til en fætter i Australien.
Sidst, jeg tog toget, tog jeg en pause. For jeg mødte ikke bare nye mennesker, men også en gammel studiekammerat. Et kort gensyn, mens turen stod på. Måske bliver det også til en kop kaffe en dag. Måske ikke. Det er sådan set ikke vigtigt. For lige der, mens det stod på, var det spændende at tale sammen. Høre, hvad der er sket siden sidst.
Så kig op. Kig ud. Kig på hinanden. Sluk for skærmen en gang i mellem og vær til stede. Lige der, hvor du er.
