Scenen er din! Hvad bruger du din taletid til?
Forleden var jeg til koncert med Roger Waters. En musikalsk legende og en mand, hvis holdninger deler vandene, når han formidler dem til publikum i form af lyd, billeder, ord og symboltung iscenesættelse.
Onkels kassettebånd
Jeg har lyttet til Pink Floyd, siden jeg som tolvårig arvede min onkels kassettebånd med The Dark Side of the Moon på den ene side og Wish You Were Here på den anden side. Jeg hørte kassettebåndet igen og igen og dykkede senere ned i lydlandskaberne i The Wall, Animals, Atom Heart Mother, Ummagumma og The Final Cut. Derfor var det en stor oplevelse – live – at genopleve en række af de numre, der i mere end 30 år har været en del af mit musikalske baggrundstæppe.
Indrømmet. Jeg har altid først og fremmest lyttet til musikken. Men selvom jeg ikke har givet mig i kast med tekstanalyse af sangene, er budskaberne i Roger Waters og Pink Floyds samfundskritik også nået igennem til mig. Jeg var barn og teenager i 1980’erne, hvor truslen om atomkrig virkede uhyggeligt tæt på. Så når Waters synger ”Mother, do you think they’ll drop the bomb?”, vækker det stadig følelser.
Flyvende grise med budskaber
Jeg deler ikke Waters sortsyn. Og pointerne til koncerten var ind i mellem skåret vel meget ud i pap, penslet lige rigeligt ud på de store skærme og skrevet så bogstaveligt på den flyvende gris, at det ikke var til at misforstå. Selv gennem fadølstågerne i Royal Arena.
Men jeg kan godt lide, at manden har en holdning, og at han udtrykker den. Og jeg får stof til eftertanke, når han bruger sangene fra Animals som en analogi over Trumps Amerika. Med Pigs som hovednummeret – ”Big man, pig man, ha, ha, charade you are” – efterfulgt af ”Money”. Numre, som er skrevet for over 40 år siden, men som stadig kan fungere som en samfundskommentar den dag i dag.
Roger Waters bruger sin taletid. Foran tusindvis af mennesker til mere end 150 koncerter verden over gennem den halvandet år lange tour, som koncerten forleden er en del af. Det klinger overordentligt godt i Waters eget kasseapparat, men mon ikke han også håber på, at hans opråb spreder sig som ringe i vandet? Og her er udviklingen med ham. For med sociale medier og alle vores delinger af billeder, videoer og indtryk fra koncerterne, kommer han endnu længere ud, end han gjorde, da de fleste af sangene blev skrevet.
Hvilken forskel vil du gøre?
Jeg sidder tilbage med spørgsmålet, hvad vi egentlig bruger vores taletid til, når vi har den. Hvad vil vi sige? Hvad er vores ambition? Og er ansvaret for at forsøge at ændre verden til et lidt bedre sted større, jo mere taletid vi har? Det er værd at tænke over. Uanset, om man er politiker, kunstner, topchef eller på anden vis privilegeret med et ekstraordinært publikum.
