Det halter med at få danske topchefer på Twitter. Kun hver tredje topchef blandt de danske C25-virksomheder er således til stede på det sociale medie, og kun hver fjerde er aktiv. Det kan naturligvis være et bevidst fravalg ud fra en strategisk vurdering af, hvor topchefen bedst bruger sin tid og sine kræfter. For det kræver tid at være til stede på Twitter.
Alligevel kan det undre, når netop Twitter er en platform, hvor journalister, politikere og meningsdannere flokkes. Og som derfor kan være en genvej til at få historier i medierne, påvirke nøgleinteressenter og præge politiske dagsordener.
Samtidig spiller netop topchefen en stigende rolle for virksomheder og organisationers omdømme. Vi vil ganske enkelt have ansigter på og se personerne bag brandet. Og undersøgelser viser, at der er en udbredt efterspørgsel efter, at topchefer har en holdning til den omverden, deres virksomhed er en del af. Senest Edelman Trust Barometer 2021, hvor næsten 9 ud af 10 svarer, at de forventer, at topchefer blander sig i den offentlige debat.
Det er ikke fordi, topcheferne ikke har fået øjnene op for sociale medier. I dag er næsten alle C25-topcheferne til stede og aktive på erhvervslivets foretrukne sociale medie, LinkedIn. For bare to år siden var kun tre ud af fire til stede på LinkedIn, og antallet af aktive C25-topchefer på platformen er mere fordoblet på to år. I samme periode har antallet af topchefer på Twitter stået i stampe.
Der er dog undtagelser. Anders Dam fra Jyske Bank og Mads Nipper fra Ørsted glimter på Twitters stjernehimmel. Det giver dem ekstra taletid. Ikke bare på Twitter, men også i ’gammeldags’ medier som aviser, radio og tv. Dermed får Jyske Bank og Ørsted bedre muligheder for at trænge gennem den stadigt højere lydmur og stigende informationsstorm på digitale, sociale og traditionelle medier.
Anders Dam og Mads Nipper har deres meningers mod, og det kræver det også for at være til stede på Twitter, hvor debatten både kan være hurtig og hård. Men hvo intet vover, intet vinder. Så mon ikke flere af C25-virksomhederne kunne få gavn af, at deres topchefer turde stikke næsen lidt længere frem. Også selvom det ind i mellem kan give en blodtud. Der er i hvert fald plads til flere.
Bragt i Børsen 25. januar 2021