Tak for i år. Og tak for kaffe for et år.
Da vi ved årsskiftet sang ‘Vær velkommen, Herrens år’, kunne vi ikke vide, hvilket år vi bød velkommen.
2020 har i sandhed været et herrens år. Jeg vil undlade at gentage alle fortrædelighederne, som er skyllet ind over os med coronapandemien. I stedet vil jeg blot konstatere, at meget i det lige straks forgangne år viste sig at blive anderledes end forventet. Men ikke alt.
For årets udfordringer har også bekræftet ting, som vi egentlig godt vidste, men ikke tænker så meget over i den almindelige hverdag – hvis nogen kan huske den…
Mennesket er et flokdyr. Vi hænger og hører sammen. Vores lande er vævet tæt sammen med globaliseringens tråd. Det er vel efterhånden en kliche, at vingeslaget fra en flagermus i Kina kan give storm i Danmark. Ikke desto mindre sandt.
Sandt er det også, at vi kan mere, end vi tror. Især sammen. Det har 2020 i den grad mindet os om. Selvom det har været på en dødsensalvorlig baggrund.
Det nye år tegner desværre til at begynde, som det gamle slutter. Med coronaens åg hvilende tungt på vores hårdt prøvede skuldre. Men et nyt år er altid en ny begyndelse, et nyt håb, nye muligheder – på trods af, at begyndelsen denne gang starter op ad bakke.
Så jeg vil prøve at parkere alle de dårlige oplevelser fra 2020 på kalenderårenes losseplads, tage de gode ting med mig og kigge fremad. Måske begynder det nye år denne gang ikke den 1. januar. Men det kommer. Og indtil da vil jeg utålmodigt heppe: Kom så, 2021!
Godt nytår!
