Topcheferne går forrest, når danske virksomheder udviser samfundssind under coronakrisen. Eksempelvis når Mærsk hjælper med at få værnemidler til Danmark, Novo Nordisk Fonden støtter forskning i coronavirus eller Topdanmark bakker medarbejderes frivillige indsats i nødberedskabet op.
Dermed har coronakrisen accelereret CEO activism, hvor topchefen har en holdning til den verden, virksomheden er en del af, klart kommunikerer denne holdning og omsætter ord til handling.
Og aktive topchefer er efterspurgte. Ifølge en undersøgelse fra Infomedia, mener 67% af danskerne, at topledere bør tage føring med at skabe forandringer i samfundet, og 49% mener, at en topleder bør udtale sig om samfundsrelaterede emner.
Netop når det gælder holdninger og kommunikation, har danske topchefer også flyttet sig. Fx rykker topcheferne i C25-virksomhederne nu for alvor på erhvervslivets vigtigste sociale medie, LinkedIn. Næsten alle er til stede på platformen, og tre ud af fire er aktive med indlæg, kommentarer og likes.
Det er et markant ryk på ganske kort tid. For godt et halvt år siden var under halvdelen aktive på LinkedIn – og det skyldes ikke kun nye folk på nogle af topposterne, men også at flere af de ”gamle” topchefer blandt C25-virksomhederne er begyndt at blande sig i debatten.
Træerne vokser dog ikke ind i SoMe-himlen. På politikere, journalister og meningsdanneres foretrukne digitale legeplads, Twitter, holder topcheferne sig stadig tilbage. Her har både tilstedeværelse og aktivitet blandt C25-topcheferne været nogenlunde stabil det seneste halvandets års tid med ca. en tredjedel, som har en Twitter-profil, og kun en sjettedel, som bruger den.
Det kan naturligvis være et bevidst, strategisk valg om, hvor kommunikationskræfterne bruges bedst. Alligevel er det tankevækkende, når platformen kan være en genvej til spalteplads i journalistiske medier. Hvilket erhvervslivets ukronede konge på Twitter, Anders Dam fra Jyske Bank, er et godt eksempel på.
Men det kan jo være, at billedet ændrer sig, når topcheferne først har gjort sig erfaringer på LinkedIn.
Bragt på Børsen.dk 4. maj 2020