Hvordan gør du dig fortjent til at blive rådgiver for topchefen? Og hvilke kompetencer skal du besidde som kommunikatør for at klare dig i konkurrencen om de gode jobs i fremtiden? Svaret på disse spørgsmål er mange ting, men én klassiker dukker altid op i diskussionen: Forstå forretningen. Her er nogle tips & tricks til, hvordan du gør det.
For nylig var jeg til konferencen Fremtidens Rådgiver 2019 arrangeret af kommunikationsforeningen K1. Der var gode indlæg og debatter om, hvilke kompetencer fremtidens kommunikatører og rådgivere skal have – ikke mindst, hvis de vil gøre sig gældende som topchefens betroede rådgiver og sidde med ved bordet, hvor de strategiske beslutninger bliver truffet.
Der blev peget på både faglige og personlige kompetencer: Brug data, byg kompetencer, bidrag med løsninger og vær modig, vær proaktiv, vær dig selv.
Men en gammel traver blev også trukket af stalden, når det gælder kommunikationsfolks gennemslagskraft eller mangel på samme: forretningsforståelse. Kommunikation tjener et formål, og det er som regel at understøtte forretningen. Derfor skal du forstå forretningen i dybden, og hvad den virksomhed eller organisation, du skal rådgive, er sat i verden for.
To vigtige forudsætninger for at opnå forretningsforståelsen er tid og interesse. Du skal investere tid i at forstå virksomheden hele vejen fra forretningsstrategien over produkterne og ud til kunderne. Og det bliver et meget langt og sejt træk, hvis du ikke har en oprigtig interesse for dette.
Follow the money
I min bog “Som ringe i vandet – Strategisk PR og omdømme i en forandret medievirkelighed” indgår forretningsforståelsen som en del af det interne fundament, en kommunikationsstrategi og eksekveringen af denne skal bygge på.
Men hvordan opnår man så den forkætrede forretningsforståelse? Et godt sted at begynde er at stille de rigtige spørgsmål. Så her er min lynguide til forretningsforståelse:
- Hvorfor eksisterer virksomheden?
- Hvad laver virksomheden?
- Hvem er kunderne?
- Hvem ejer virksomheden?
- Hvordan tjener virksomheden sine penge?
Svar på disse fem spørgsmål, og du er godt på vej til at forstå forretningen. Og selvom det er enkle spørgsmål, er det ikke altid nemt at finde enkle svar. Eksempelvis bokser mange virksomheder med at finde et klart svar på det første spørgsmål, som på moderne dansk også kan oversættes til det omdiskuterede begreb purpose.
De fem spørgsmål oven for er rettet mod en kommerciel virksomhed, men med få justeringer kan de også bruges til at forstå ”forretningen” i andre organisationer: Hvorfor er organisationen her? Hvad er den sat i verden for? Hvem er den her for? Hvem er baglandet? Og hvor får den sine ressourcer fra?
Context is king
På konferencen dukkede der også en interessant variant af forretningsforståelse op: forretningskontekst. I min terminologi handler det om at forstå og følge med i den eksterne kontekst, virksomheden er en del af. Det handler om noget så tørt som den lovgivningsmæssige ramme, virksomheden er underlagt, men også det marked og det samfund, virksomheden skal operere og navigere i.
Du skal holde dig bredt orienteret. Det handler om at følge med i nyhedsstrømmen og være opmærksom på aktuelle dagsordener, som enten kan ramme eller fremme virksomhedens forretning. Og det handler om at interessere sig for de megatrends, som virksomheden er nødt til at forholde sig til, hvis den også skal være her i morgen.
Lige nu fylder fx globalisering, digital transformation og klimakrise meget for mange virksomheder. Eksempelvis:
- Hvad betyder det for forretningen at være en del af en global virkelighed, hvor konkurrenterne ikke nødvendigvis bor henne om hjørnet, men måske omme på den anden side af kloden?
- Hvordan kan data og digitalisering hjælpe virksomheden med at udbygge sin forretning og styrke sine bånd til kunder og samarbejdspartnere?
- Hvilke krav stiller klimakrisen til virksomhedens måde at drive sin forretning på – og hvilke muligheder rummer krisen, hvis virksomheden kan bidrage med løsninger på udfordringerne?
Vær nysgerrig!
Hvis jeg skal pege på én ekstra personlig kompetence, som det er værd at dyrke, så er det nysgerrighed. Det gælder både nysgerrighed i forhold til det eksisterende – fx forretningen og kunderne – og nysgerrighed i forhold til det nye – fx teknologi og tendenser.
Så hold øjnene åbne, og slå ørene ud. Kom ud af kontoret, mød mennesker, stil spørgsmål, lyt og observér. Og gå så tilbage til kontoret, og omsæt dette til indsigter, der kan gavne virksomheden, og kommunikation, der kan understøtte forretningen.
Læs mere
Hvis du vil vide mere om fremtidens kompetencer og forretningsforståelse, er der mere inspiration at hente i disse artikler:
- Fremtiden er her allerede!
- 27 business terms all communicators should know
- Communication Director: The CEO and the future adviser
- Kommunikationsdirektørens Agenda 2018: Fremtidens kommunikatør er en T-profil