Jeg har gået rundt om mig selv de seneste par dage. Skulle jeg skrive noget om 9/11? Hvem skulle det kunne interessere? Hvem er jeg til at have en holdning til det?
Det ved jeg fortsat ikke, men jeg skriver alligevel noget. For det er stadig ufatteligt for mig, hvad der skete i New York den 11. september 2001.
Jeg var ikke selv i New York den dag. Jeg besøgte først byen senere – i 2005 og igen i 2019, hvor billedet nedenfor fra Ground Zero er fra. Et hul, hvor der engang stod et tårn.
Så jeg var ikke førstehåndsvidne til, hvad der skete. Jeg sad i et storrumskontor på Frederiksberg, da min chef kom ind i lokalet og råbte:
”Stop, alt hvad I laver! Der er et fly, der er fløjet ind i World Trade Center!”
Derfra var intet normalt. Hverken den dag eller den efterfølgende tid. Og egentlig heller ikke siden, for 9/11 ændrede fuldstændigt – og helt uventet – den verden, jeg var ung i.
I sommeren 1989 stod jeg på podie i Vestberlin og kiggede ind over muren til Østberlin. Ingen troede på det tidspunkt, at muren ville falde mindre end et halvt år senere. I sommeren 1990 var jeg igen i Berlin. Denne gang kravlede jeg sammen med nogle kammerater gennem et hul i muren og samlede stykker af muren op, mens de tidligere så frygtede østtyske grænsevagter blot kiggede på os.
Berlinmurens fald ændrede verden og skabte i min generation – X – en helt ny tro på fremtiden og verden som åben og fuld af muligheder.
Det endte brat og brutalt med 9/11.
Flyene smadrede ind i de to tårne, der sank i grus, mens et tredje fly ramte Pentagon. Det fjerde fly, der var tiltænkt Det Hvide Hus, nåede takket være modige passagerer aldrig sin destination. Ellers tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket.
I dag er det så 25 år siden, og 9/11 har trukket lange og dybe spor i verden og historien. Jeg synes stadig, det er svært at forstå, at det virkeligt skete – og især hvorfor.
Det lærte mig en hård lektie om, at vi ikke kan forvente, at andre tænker som os, eller vil det samme som os. Slet ikke. Hvilket er bekræftet af andre begivenheder, der fulgte, ikke mindst Ruslands krig mod Ukraine.
Hvad så nu? Hvor er håbet fra 1990’erne henne?
Det kan være svært at se lige præcis i dag, hvor mine tanker går til dem, der mistede livet den dag i New York for 25 år siden.
I morgen vil jeg så prøve igen at finde min indre, ukuelige optimist og indædte tro på andre mennesker, og på at vi sammen kan skabe en bedre verden. På trods af, hvad der skete 11. september 2001, og hvad det førte med sig.
Med håb om en bedre fremtid.
