I en kronik i Børsen slår professor Steen Thomsen til lyd for, at virksomheder skal lade være med at agere politisk og kun have meninger om emner, der er direkte relevante for deres kerneforretning, eller som der allerede er bred konsensus omkring. Steen Thomsen konkluderer:
”Det er derfor fornuftigt, at erhvervslivet koncentrerer sig om at producere varer og tjenester frem for at have politiske meninger.”
Begrundelsen er, at virksomheder, der agerer politisk, spiller på en udebane, de ikke har forudsætninger for at begå sig på, og at de kan skade deres forretning, fordi de – især i en globaliseret verden – risikerer at lægge sig ud med deres kunder.
Desuden fremhæver Steen Thomsen, at eksempelvis verdens største kapitalforvalter, Blackrock, helt har opgivet at bruge betegnelsen ”esg” (environment, social, governance), og at ”nogle virksomheder har brændt sig på at gå for langt inden for dei (diversity, equity and inclusion) og lgbtq+”.
Selvom Steen Thomsen har ret i nogle af sine pointer, er jeg ikke enig i hans konklusion. For vi har brug for topcheferne i den offentlige debat, og det kan også være til gavn for deres virksomheder.
Kommer med en risiko
Det er rigtigt, at hvis man blander sig i politiske debatter, er der risiko for at få ørene i maskinen.
Det er også rigtigt, at jo tættere debatter er på ens kerneforretning, des mere er man på hjemmebane, og desto større er ens legitimitet som afsender.
Desuden er jeg enig i, at vi især i USA ser en tendens, hvor virksomheder trækker sig fra bæredygtigheds- og diversitetsdiskussionerne. Det sidste er måske et udtryk for en generel samfundstendens i USA, hvor en stigende modstand mod woke-bevægelsen tydeligt kom til udtryk, da et flertal af amerikanerne satte deres kryds ved Donald Trump ved det nylige præsidentvalg.
Topchefer bør deltage
Skal topcheferne så undlade at blande sig i samfundsdebatten om emner, der rækker ud over deres kerneforretning?
Det mener jeg ikke, og det er der primært tre grunde til.
For det første har vi brug for virksomhederne, hvis vi skal løse de store samfundsproblemer, verden står ansigt til ansigt med. Politikerne har hverken svarene eller ’musklerne’ alene. Det bedste eksempel er klimakrisen, hvor vi både har brug for virksomhedernes innovation og slagkraft til at skabe løsninger, der for alvor batter og til at udbrede løsningerne.
For det andet er der i omverdenen en efterspørgsmål efter, at virksomheder – og især topchefer – netop blander sig i samfundsdebatten, hvilket for eksempel Edelman Trust Barometer har vist gentagne gange. Ikke mindst i USA, fordi tilliden til det politiske system er stærkt udfordret, og borgerne derfor ser andre steder hen for løsninger på store samfundsproblemer – mod virksomhederne.
Og for det tredje fordi holdninger viser, hvilket værdigrundlag virksomhederne står på, og hvem topcheferne er som personer og mennesker. Det er med til at skille virksomhederne ud fra mængden i den stadigt mere intense informationsstorm, som vi lever i, hvilket kan brande virksomhederne over for såvel kunder som medarbejdere og samarbejdspartnere.
Vi har brug for virksomheder
Men risikerer virksomhederne og topcheferne ikke at blive kritiseret og komme en tur i medie- eller SoMe-møllen?
Jo, i den grad! Derfor skal de naturligvis tænke sig godt om og være selektive, når det kommer til, hvad de skal have en mening om. Fx ved at stille sig selv følgende spørgsmål:
- Hvilket værdimæssigt grundlag står vi på?
- Hvilke agendaer er det – med vores forretning – naturligt, at vi engagerer os i?
- Hvad er vigtigt for vores ejere, medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere?
- Hvad forventer omverdenen af os?
- Hvilken pris er vi villige til at betale for at engagere os i samfundsdebatten?
- Hvor aktive ønsker vi at være?
- Og hvad er så de ’rigtige’ emner, vi skal blande os i?
For nogle virksomheder vil svarene på disse spørgsmål måske betyde et mindre – eller et mindre synligt – engagement i samfundsdebatten. For andre vil det forhåbentligt betyde, at de fastholder et engagement, selvom dette måske skal justeres.
For der er stadig brug for virksomhederne. Både til at deltage i debatten og til at finde løsninger på de problemer, som debatterne peger på.
Bragt i Børsen, 8. januar 2025