Sammen med ti andre politisk interesserede danskere var jeg i USA den sidste uge af det amerikanske præsidentvalg og på valgdagen. Vi kørte rundt i Pennsylvania i en minibus og besøgte også Pittsburgh, Philadelphia og Washington D.C. for at blive klogere på valget og tale med såvel eksperter som helt almindelige amerikanere.
Herhjemme er Trumps vælgere ofte blevet betragtet som skøre eller dumme – hvorfor kunne de ellers finde på at stemme på Trump?
I mine øjne kunne intet være mere forkert eller misforstået. Jovist, jeg mødte også folk i USA, som mente, at Trump var sendt af Gud som en ny kong David, eller at civilisationen ville bryde sammen, hvis han ikke vandt. Men langt de fleste af de Trump-vælgere, jeg mødte, var ganske almindelige, venlige og reflekterede mennesker. Så hvis man vil forstå, hvad der skete og hvorfor, må man pakke sine bedrevidende og sort-hvide forestillinger langt væk.
Netop muligheden for at tale med almindelige amerikanere var en væsentlig grund til, at jeg tog til USA. Jeg ville gerne forstå, hvad der fik folk til at stemme på henholdsvis Harris og Trump. Især det sidste, da det som dansker og europæer nok ligger fjernest fra min hverdag og forståelse af virkeligheden. Da Trump som bekendt vandt valget, vil jeg her fokusere på, hvad jeg fik ud af mine samtaler med hans vælgere, selvom jeg også talte med folk, der lige så overbevist stemte på Harris.
”It’s the economy, stupid”
Jeg tog afsted med en fornemmelse af, at Trump ville vinde. Primært på grund af hverdagsøkonomien, hvor mange amerikanere har oplevet, at inflation og prisstigninger har gjort det sværere at få husholdningen til at hænge sammen. ”It’s the economy, stupid”, som James Carville i sin tid sagde.
I løbet af dagene i USA blev min fornemmelse forstærket. For uanset, om jeg talte med folk på landet i Pennsylvania, højtuddannede i Philadelphia eller Uber-chauffører i Washington, gik de samme ting igen: De ville stemme på Trump på grund af den nære økonomi, migration og en enorm træthed med wokeismen.
Som i 2016 undervurderede meningsmålingerne endnu en gang opbakningen til Trump. Det får mig til at tænke på den Uber-chauffør, som på valgaftenen kørte os fra hotellet til restauranten, hvor vi skulle spise:
Han var en ung mand indvandret fra Eritrea – altså en førstegenerationsamerikaner – gift med en universitetsuddannet kvinde, og til sammen havde de tre jobs. Alligevel havde de ikke råd til at købe et hus i Washington, og den ghetto – hans egne ord – som de boede i, blev kun besøgt af politikere, når der var valg. Resten af tiden oplevede han, at politikerne var fuldstændig ligeglade med hans kvarter.
Samtidig var han træt af at blive betragtet som en minoritet, en sort mand. Han så først og fremmest sig selv som amerikaner. Endelig havde han protesteret til skolebestyrelsen på sin datters skole over, at hun skulle undervises i ’transgender issues’. Hun skulle bare have lov til at være en lille pige. Derfor stemte han på Trump, selvom han ikke ville lade sine børn se Trumps taler, fordi de var for langt ude, og selvom han mente, at stormen på kongressen den 6. januar 2021 havde været forfærdelig.
Den køretur satte hovedet på sømmet for mine oplevelser og samtaler i dagene op til valget, og derefter var jeg ikke i tvivl om, at Trump ville vinde.
Amerikanerne vil ikke sættes i bås
Mange af de samme argumenter havde jeg hørt tre dage tidligere til et Trump-rally i lufthavnen i Lititz – ret langt ude på landet i Pennsylvania – hvor jeg i køen talte med nogle af de lokale folk. De havde svært ved at få pengene til at slå til og mente, at Biden og Harris havde ladet illegale indvandrere oversvømme landet. Så er det ikke mærkeligt, hvis de oplever snak om kønsneutrale toiletter som meget fjernt fra deres virkelighed.
En højtuddannet kvinde fra en forstad til Philadelphia, der hele sit liv havde stemt demokratisk, men nu ville stemme på Trump, nævnte de samme bekymringer. Og da nogle af mine rejsefæller en aften fejrede Philadelphia Eagles sejr i amerikansk fodbold på en bar med en flok unge, blev en ung kvinde stærkt provokeret af, at de antog, hun ville stemme demokratisk. Bare fordi hun var en ung kvinde fra Philadelphia.
Alt sammen summede op til, at der virkelig var grøde i det amerikanske vælgerhav, og at tidligere tiders opdeling af vælgerne i segmenter efter køn, etnicitet og uddannelse, var helt uanvendelig. De ville ikke sættes i bås, og de stemte på Trump på grund af hans politik og på trods af hans personlighed.
Netop det sidste er en ekstra pointe, som også gik igen på turen:
Det amerikanske valgsystem betyder, at man reelt kun har to alternativer. Hvad gør man så, hvis man – fx som svingvælger – egentlig ikke bryder sig om nogen af kandidaterne? Så vælger man ”the lesser of two evils”. For rigtigt mange amerikanere var det Trump.
Jamen, var alt da bedre under Trump? Nej, slet ikke. Men folks hukommelse er kort, og vi har som mennesker en tendens til at huske de gode ting fra fortiden. Især, hvis vi oplever, at nutiden er af lave. Men hvad så med fakta? Den amerikanske økonomi klarer sig jo godt? Ja, den amerikanske makroøkonomi er stærk, men hvis du ikke kan få pengene til at række, når du køber ind i supermarkedet, er din oplevelse en anden. ”Perception is reality”, som man siger, og du kan ikke argumentere med fakta mod følelser.
En verden til forskel
Som et sidste symbolsk kuriosum vil jeg fremhæve to af de rallies, vi deltog i.
Trump holdt rally langt ude på landet med plads til 2-3.000 mennesker. Harris holdt rally i Philadelphia med plads til 10-20.000 mennesker. Land mod by, stort mod småt. Samtidig var der til Trump-ralliet ’free seating’, hvilket betød, at vi kunne sætte os på tribunen lige bag podiet, hvor Trump skulle tale. Til Harris-ralliet stod vi i kø i fire timer for at kunne komme ind som nogle af de første. Hvorefter vi kunne stå bag et hegn, langt fra scenen, og kigge ind på et stort, lukket VIP-område. Folkeligt mod elitært, hvilket blev understreget af verdensstjerner som Oprah og Lady Gaga, der optrådte til støtte for Harris.
Alt dette skriver jeg ikke, fordi jeg er enig med Trump, så langt fra. Havde jeg været amerikaner, havde jeg stemt på Harris. Pointen er, at nu forstår jeg godt, hvad der fik flertallet af amerikanere til at stemme på Trump.
Det bringer mig tilbage til de fejlslagne meningsmålinger og turen med Uber-chaufføren på valgaftenen:
Hvis journalister og eksperter ved næste valg dropper at læse meningsmålinger og i stedet kører USA tyndt i Uber og lytter til chaufførerne og de mennesker, de møder på deres vej, vil min påstand være, at de vil få en langt bedre, dybere og mere nuanceret forståelse af de amerikanske vælgere. Også dem, som stemte på Trump, og som hverken er skøre eller dumme, men bare helt almindelige mennesker, der er bekymrede for deres hverdag og deres børns fremtid.
Og hvis Demokraterne vil undgå ikke bare fire, men måske 12 års politisk ørkenvandring, burde de gøre det samme.
